…. Så har ”vi” pengene! 😊
Landistrikstrådet i Hedensted kommune vil forære Glud by 75.000 til udvikling af byen. Det eneste krav er, at det er borgerne i Glud by, der skal bestemme, hvad pengene skal bruges til, og drive processen fra idé til realisering.
Vi vil derfor opfordre alle borgere i Glud, til at gå i tænkeboks, og indsende jeres gode idéer til os
SENEST fredag d. 21/4 på mail: borgerbudget@gludby.dk
KRAV til ansøgning:
- Dit idéforslag skal være til glæde og gavn for Glud by – det er geografisk begrænset til Glud
- Pengene må ikke gå til en lukket forening
- Ansøgningen skal indeholde: Overskrift på din idé, kort beskrivelse af projektet, navn på tovholder på projektet, begrundelse for ansøgningen, prisoverslag for projektet, samt tidsperspektiv for gennemførelse af projektet.
Det er altid en fordel at have indhentet et konkret tilbud på gennemførelse af projektet og medsende dette. Søges der om beløbsstørrelser der overstiger Borgerbudgettet på 75.000,- gør vi opmærksom på, at du selv er forpligtet til at søge midler andetsteds til at dække hele projektet. Det er muligt at søge sekundære midler via puljer i Landistriktsrådet.
Om de 75.000 går til én enkelt idé, eller bliver fordelt mellem flere mindre projekter bliver afgjort i forbindelse med afstemningen d. 25. april
Lad jer i første omgang ikke begrænse af beløbets størrelse – enhver idé, stor som lille, er velkommen. Du skal blot have lysten til at præsentere din idé og drive projektet i mål, såfremt din idé bliver valgt.
Du skal have mulighed for at kunne møde op og præsentere din idé tirsdag d. 25. april i Glud forsamlingshus. Her vil der også være afstemning og udnævnelse af vindere. Nærmere info herom følger.
Sidst Glud havde Borgerbudget var tilbage i 2016, og der blev pumptrackbanen ud mod Gludvej etableret. Eksempler på andre projekter i kommunen, som er valgt og senere gennemført:
- Tilskud til skov fitness + jollehavn og sauna i Snaptun
- Branding hjemmeside for købmanden i Stouby
Har du spørgsmål eller input, kan du skrive dine spørgsmål herunder, eller kontakte en af de to tovholdere på Borgerbudget 2023 i Glud: Maibrith Jensen og Louise Højen. Enten på Facebook eller via borgerbudget@gludby.dk.