Torsdag d. 1. marts kan man på Glud Museum komme til foredrag med arkæolog Per Borup fra Horsens Museum, der fortæller om de foreløbige resultater af undersøgelserne af en boplads fra jægerstenalderen på Hjarnø.
Under vandet ved Hjarnø gemmer sig en 7000 år gammel, meget velbevaret boplads, der de seneste år er blevet afsløret lidt efter lidt af vandets erosion. Derfor gik Horsens Museum i 2010 sammen med Moesgaard Museum og Aarhus Universitet i gang med en undersøgelse af bopladsen. Undersøgelsen afslørede, at bopladsen på trods af kraftig naturlig erosion indeholdt nogle overraskende velbevarede kulturlag med et enestående forskningspotentiale.
De gode bevaringsforhold har betydet, at der blandt de mange fund er sjældne genstandstyper, som man normalt ikke finder på stenalderens bopladser. Blandt de mange spændende fund er bemalede padleårer af træ, en bue og et fiskegærde. Der er kun ganske få andre fund af bemalede årer fra Danmark. De vidner om de udsmykninger og farver, som i langt højere grad end vi normalt får indtryk af har prydet hverdagen i de små jæger-/fiskersamfund. Den samme mønstring som den, der findes på årebladene fra Hjanø Sund, blev fundet på en åre fra en boplads ved Norsminde Fjord, og måske afslører dette et vist slægtskab med folkene heroppe.
Samlet har resultaterne af undersøgelserne af bopladsen ikke blot givet et indgående og nuanceret indblik i et 7000 år gammelt jæger- og fiskersamfund ved Hjarnø Sund, men også helt ny viden om livet på en af Ertebøllekulturens bopladser og havets væsentlige indflydelse herpå.
De spændende undersøgelser fortsatte frem til 2015, og torsdag d. 1. marts kan man få et indblik i udgravningen og de enestående fund, som blev gjort i løbet af de 5 års undersøgelser på bopladsen.
Torsdag d. 1. marts kl. 19.00 i Salen på Glud Museum. Entré 40 kr. Gratis entré for medlemmer af museumsforeningen.
Skriv et svar