Frivillige til Glud Museum?

posted in: Glud Museum, Nyheder | 1

Kunne du tænke dig at være frivillig på et spændende museum? Kunne du tænke dig at indgå i et fællesskab med mange andre frivillige? Så er Glud Museum måske noget for dig! Kig ind til åbent hus for frivillige i museets café onsdag den 6. april kl. 16.30.

Fællesskabet på museet er meget vigtigt. Derfor tager alle frivillige på en årlig udflugt og holder en fælles sommerfest. Her lærer du alle de andre frivillige at kende.

Som frivillig på museet bestemmer du selv, hvad du kunne tænke dig at lave, og der er mange muligheder. Du kan indgå i fællesskabet omkring museumscaféen. De frivillige driver caféen selvstændigt, og overskuddet herfra går til museets drift.

I højsæsonen fra slutningen af juni til midten af august demonstrerer museets frivillige husflid og håndværk tre eftermiddage om ugen i de gamle historiske bygninger. Har du lyst til at demonstrere og fortælle om netop din hobby eller håndværk, så er her fine muligheder.

Har du lyst til at hjælpe til med registreringen? Så er der mulighed på museet og på lokalarkivet, der er placeret på museet. Eller måske har du lyst til at hjælpe til i haverne eller give en hånd med vedligeholdelsen af bygningerne?

Du kan også vælge at deltage i museets store arrangementer, hvor vi kan bruge frivillige til høstlauget eller til at lave gammeldags mad, lege gamle lege med børnene, sy gamle dragter m.m.

Se nærmere på museets hjemmeside www.gludmuseum.dk. Her finde du oplysninger om de mange muligheder som frivillig på museet. Du er også velkommen til at høre nærmere på telefon 7568 3082.

 

DSC_139

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.