Søndag d. 14. maj springer gedekid og jyske heste rundt på Glud Museum, når der igen er Dyrenes Dag. Traditionen tro bliver de gamle danske racer udstillet, og man kan komme helt tæt på både heste, får og køer, når udstillerne viser deres spændende husdyr frem.
I år kan man blandt andet opleve Glud-Skjold Jagtforening, der kommer og demonstrerer deres jagthundes kunnen.
Østjysk køreselskab kommer forbi museet på deres forårstur, og viser de flotte, restaurerede hestevogne og de mange forskellige hesteracer frem. Fra jyske heste til mini knapstruppere, som trækker charabanc’er og jagtvogne, det et imponerende syn, når de forskellige vogne triller ind på pladsen.
For børn og andre legesyge sjæle kan man prøve museets keglebane, eller konkurrere i de gamle danske lege, som dåsekast og tovtrækning. I de historiske huse sidder museets frivillige og viser håndarbejde og husflid. Mød f.eks. smeden, der hamrer hestesko eller se, hvordan man laver fine blomster med orkering.
Thomas Marschall
Janni Hansen